Fødselsdagspolitik i Teaterbørneinstitutionen, okt. 2025

Fælles beslutning og praksis

I Teaterbørneinstitutionen fejrer vi alle børns fødselsdage med samling, sang, fortælling og særlig opmærksomhed på barnet. Barnet fejres en fælles pædagogisk markering, hvor personalet og børnegruppen står for at skabe en særlig stund med nærvær og fællesskab.

Fra 1. januar 2026 gælder en fælles beslutning om, at der ikke længere medbringes kage, is, slik, sukkerfrie alternativer eller anden form for uddeling i forbindelse med fødselsdage. Beslutningen er truffet af forældrebestyrelsen for at støtte institutionens arbejde med sundhedsfremme, reducere børns sukkerindtag og skabe lige rammer for alle børn.

  • Vi opfordrer altid til, at dit barn holder fødselsdag i børnehaven
  • Hvis I bor tæt på børnehaven, kan I invitere en mindre gruppe hjem i et par timer om formiddagen, sammen med en af de voksne i børnehaven. Personalet danner gruppen.

Fødselsdage uden for institutionen

Vi har i Teaterbørneinstitutionen et vedvarende fokus på at skabe et forpligtende og inkluderende børnefællesskab. Noget af det, der nemt kan udfordre denne balance, er fødselsdagsarrangementer uden for børnehavens rammer. Når børn samles i mindre, udvalgte grupper uden for institutionen, kan det påvirke dynamikken i børnegruppen og føre til, at enkelte børn føler sig udenfor. Vi opfordrer derfor til, at det er tydeligt for børnene, hvem der er inviteret og hvorfor, så personalet kan støtte børnegruppen i at forstå situationen og bevare fællesskabet.

Hvis I vælger at holde fødselsdag hjemme uden deltagelse fra personalet, opfordrer vi til, at fejringen planlægges i weekenden. På den måde undgår vi, at børn hentes samlet fra institutionen, mens andre står tilbage og oplever at være udenfor. Vi anbefaler, at man inviterer en tydelig og afgrænset gruppe, fx alle fireårige eller hele storegruppen, så invitationer ikke opleves som ekskluderende. Invitationer sendes uden om institutionen.

Barnets tempo og trivsel

Efter en fødselsdag, både i børnehaven og derhjemme, kan barnet være fyldt op af oplevelser og sanseindtryk. Hvis barnet har haft en større fejring på en hverdag, anbefaler vi, at dagen efter gøres rolig og genkendelig, så barnet får tid til at lande og genfinde rytmen. Ture i Tivoli, Bakken eller lignende større oplevelser kan med fordel gemmes til weekenden, hvor barnet har mere overskud.

Institutionens praksis og pædagogiske tilgang

Når vi i Teaterbørneinstitutionen vælger at skære sukker væk fra alt, der kommer udefra, handler det ikke om forbud, men om at tage ansvar for børnenes fælles hverdag.

Vi ønsker at skabe rolige, forudsigelige og balancerede rammer for børnene, hvor alle deltager på lige vilkår. Derfor skal søde sager, kager, is og sukkerholdige drikke ikke længere medbringes hjemmefra, heller ikke i sukkerfrie varianter.

Til gengæld arbejder vi aktivt med smag, sanser og madkultur i vores egen praksis. Vi ved, at børn lærer gennem oplevelser, og det gælder også mad. Derfor har sødme stadig sin plads, når den er naturligt integreret i det pædagogiske arbejde.

På meget varme dage kan et glas saftevand eller en sodavandsis på tur være en fælles oplevelse, der giver både glæde og lindring. Når vi bager sammen med børnene, handler det om at røre, dufte, samarbejde og dele, ikke om sukker, men om fællesskab og nysgerrighed. Sukker bruges stadig som smagsgiver i madlavningen, hvor det understøtter retternes balance og helhed.

På den måde fastholder vi en naturlig og sund madkultur, hvor børn lærer, at det søde ikke er forbudt, men noget man deler i rette mængde, på rette tidspunkt og med pædagogisk intention.

Det hjernesmarte rationale

Vores praksis bygger på en hjernesmart og relationsorienteret forståelse af børn og fællesskaber.
Derfor er den søde uddelingsmad fjernet fra fødselsdagsfejringen for at styrke det, som faktisk nærer børns trivsel og samhørighed.

  • Måltider og fødselsdage skal handle om fællesskab, glæde og nærvær.
  • Vi arbejder bevidst med italesættelsens kraft og undgår at udpege mad som sundt eller usundt, da det kan skabe unødig opmærksomhed.
  • Når slik, kage og is kun forekommer som noget særligt, forstærkes fascinationen, og søde sager får symbolsk status.
  • Søde sager fungerer ofte som sociale markører, hvem der deler ud, hvad man har med og hvordan det ser ud, hvilket kan skabe ulighed og eksklusion.
  • En sukkerfri fødselsdagsfejrings-praksis flytter fokus fra det spiselige til det relationelle. Barnet fejres for sig selv, ikke for sin kage.
    Fejringer bliver genkendelige, forudsigelige og ligeværdige, hvilket skaber ro, tryghed og stabilitet i børnegruppen.

Hjernesmart praksis handler om at støtte børns selvregulering, sociale forståelse og oplevelse af tryghed og om at give dem mulighed for at være i centrum uden at skulle præstere eller levere noget spiseligt for at blive fejret.

Forældrekaffe og bedsteforældrekaffe

Ved forældrekaffe og bedsteforældrekaffe serveres enkle og balancerede alternativer som grovboller, pølsehorn eller grøntsagsstave. Formålet er at skabe hyggelige og rolige rammer, hvor fællesskabet og samtalen er i centrum, ikke sukkeret. Ved at fjerne søde sager udefra beskytter vi børnenes sundhed og fællesskab, samtidig med at vi fastholder den nære og genkendelige stemning, som kendetegner vores arrangementer.

Sundhedsfremme og nationale anbefalinger

Fødselsdagspolitikken hviler på de nationale anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen for mad og måltider i dagtilbud. Fødevarestyrelsen anbefaler, at børn maksimalt indtager fem små håndfulde søde sager om ugen, herunder kage, is, slik og søde drikke (Fødevarestyrelsen, Spis mindre af det søde, salte og fede, 2023).

Når man omsætter det til et børnehaveliv, betyder det, at et barn, der deltager i f.eks. 26 børnefødselsdage om året, ud over højtider, bedsteforældrekaffe, forældrearrangementer og familiefester, med stor sandsynlighed overskrider det anbefalede sukkerindtag betydeligt. Selv små mængder søde sager i institutionsregi bliver dermed en væsentlig del af børns samlede ugentlige sukkerindtag.

Kulturelle og forældrepartnerskabs-mæssige perspektiver

Mange daginstitutioner bevæger sig mod en sukkerfri praksis, og erfaringen viser, at forældre værdsætter tydelighed og lighed omkring mad og fejringer.

Når der er en fælles politik, skaber det:
Lighed mellem børnene, så der ikke sammenlignes, hvem der havde den flotteste kage.
Tryghed for forældre, som slipper for forventninger om at levere noget særligt.
Et fælles ansvar for sundhed, hvor forældre ikke står alene i dilemmaet mellem barnets ønsker og hensynet til fællesskabet.

Når “sukkerfrie alternativer” skaber utryghed

Erfaringer viser, at forsøg på at medbringe sundere eller sukkerfrie alternativer ofte skaber uro og forvirring i børnegruppen.
Børn genkender ikke smagen, konsistensen eller udseendet, og det kan føre til, at ingen spiser det.

Barnet, der deler ud, kan i sådanne situationer opleve afvisning, skuffelse eller skam, selvom intentionen har været positiv.
Set fra et børneperspektiv handler det ikke om sukker, men om tryghed, genkendelighed og ligeværd.

Derfor har vi valgt en fælles praksis uden medbragte alternativer, så alle børn oplever en positiv og tryg fejring uden uforudsigelighed eller forskelle.